Om digital aflevering
Om digital aflevering
I Det Digitale Byggeri omfatter afleveringen ikke bare det fysiske byggeri, men også informationer om de forskellige bygningsdele og installationer, som kan være relevante i den efterfølgende driftsfase.
Det er bygherren, der bestemmer hvilken informationer og data, han ønsker at modtage. Det skal han meddele sine rådgivere og entreprenører allerede i forbindelse med udbuddet, eller når aftalerne indgås, sådan at de løbende kan indsamle og strukturere de data, der skal genbruges i driftsfasen.
Den digitale aflevering vil typisk omfatte
• data og informationer om bygningsdele og installationer, drift og vedligeholdelse, garantidækninger etc.
• ”as built” dokumentation i form af tegninger, beskrivelser og evt. bygningsmodel af det faktisk udførte byggeri
De driftsrelevante informationer og data skal afleveres digitalt, sådan at de kan anvendes i de systemer, som driftsherren bruger til at styre sin ejendomsforvaltning, drift og vedligehold. Bygherren skal derfor på forhånd angive på hvilken måde – og i hvilke formater - han ønsker sine forvaltningsdata leveret.
Den digitale aflevering vil typisk ske ved, at informationerne overdrages bygherren/driftsherren som XML-filer, som kan importeres direkte i bygherrens forvaltningssystemer. Ellers må bygherren/driftsherren betale for at få informationerne lagt manuelt ind i sine systemer. Den tredje mulighed er at få informationerne leveret som objektdata i en IFC-bygningsmodel. Kommende generationer af forvaltningssystemer forventes at kunne håndtere sådanne objektbaserede data.
De allerstørste gevinster ved byggeriets digitalisering kan komme bygningsejeren tilgode - hvis han vel at mærke formår at udnytte de data, der skabes under byggeriets projektering og udførelse.
Det vil i de fleste tilfælde være en rådgiveropgave at hjælpe bygherrens driftsorganisation med at identificere de driftsrelevante data fra projektering og udførelse - og tilrettelægge den digitale aflevering
De udførende må være indstillede på at skulle bidrage med driftsrelevante informationer, vedligeholdelsesmanualer mv. for de leverancer, der indgår i deres entrepriser


